Om dét man siger

Jeg var – i forgangne uge- ude at handle. I Fakta. Med 3 unger. Under normale omstændigheder tager jeg ikke 3 børn med – slet ikke en eftermiddag hvor jeg mangler mere end bare mælk og lidt til aftensmaden. Men sagen er, at jeg egentlig godt kan lide at have dem med. Man kan lære noget i Fakta, uanset om man er 1, 3 eller 6 år, og jeg har – til dato – aldrig måtte slæbe et skrigende barn ud af en butik, så jeg gør det en gang i mellem… tager hele flokken med. Pågældende dag var jeg dog lidt udfordret i at gennemføre læringsprocesser i Fakta. Største barn var mopset over ét...
   

Ugens ord vol. 1

Jeps! Så er det tid til at indføre et ny fast tilbagevendende indlæg her på bloggen. Jeg falder nemlig af og til over ord, der enten irriterer mig eller fascinerer mig. Ord der giver grimme, fjollede eller smukke associationer. Ord der ligger godt eller dårligt i munden. Ord der bliver brugt for lidt. Eller for meget. Dem vil jeg dele med jer i et – meget subjektivt – fast ugentligt indlæg. Here goes.. Ugens ord er: Rumleriller Dér lader vi det lige stå lidt… Prøv at smag på det: “Rumle-riller”… Den er god, synes jeg. Jeg faldt over det på vores sommerferie i Nordsjælland. På vejen stod et skilt, hvor der stod: “Forsøg med Rumleriller” og jeg kunne ikke lade være med...

Se min kjole

Eller.. altså faktisk min datters kjole. Hun havde den på i dag, der var en stor dag. For det var hendes første dag i 0. klasse. Ubegribeligt, pludselig at være mor til et skolebarn. Jeg håber at hun kommer til at elske sin grundskoletid så meget som jeg elskede min. Nå men… Se min datters kjole – den er hvid som sneen… Eller… altså.. Jovist er den hvid, men det kunne faktisk have været en vældig plettet og skjoldet hvid kjole. For der har været mange 6årige fedtfingre på den. Halleluja for Vanish, opvaskemiddel, og alletiders vaskepulvre. Kjolen har en historie. Den var oprindeligt min mors tantes. Hun havde den vist som ganske ung. Herefter blev...
   

Høne-pønemor

At være mor, er en sjov størrelse. Jeg har elsket tiden med spædbørn. Symbiosetiden. Koala-på-maven-tiden. Jeg har desperat forsøgt at inhalere hver af mine tre styks hjemmegjorte, babybløde, lune, velduftende menneskerunger, såvel som jeg har prøvet at lagre duften, mindet om duften, følelsen af den altomspændende, overrislende, ubetingede envejskærlighedsfølelse der er dét man har i den spæde start. Og jeg har haft følelsen af, at de for altid måtte vedblive at være vores små hjælpeløse unger i reden, der var 100% afhængige af os – deres mor og far. Oven i den følelse, har jeg været ellevild af begejstring over deres udvikling og helt-ind- i-marven-fascineret af, at de – trods vores gener og vores prægning...

Tak altså….

Aldeles magisk er det i dag, at gå rundt og summe over de mange dejlige tilkendegivelser jeg modtog i går, efter at have sprunget bomben og skrevet (her) på bloggen, at jeg har sagt mit job op. Det lader til, at jeg har været meget modig. Sådan føler jeg mig slet ikke. Inte als! Jeg har tværtom stadig lidt en fornemmelse af at have stukket halen mellem benene… hvor gerne jeg end ville være powerwoman-agtig omkring det… sådan: ”KapoooooW verden, jeg har sagt op”! Sådan ville hende i leopardgamacherne have gjort. Hun ville have tygget tyggegummi, slået med nakken og været rumlende, ragende ligeglad med, om folk så skævt til hende over hendes beslutning. Men sådan...

Life is what happens…

Jeg har altid glædet mig til at blive voksen. For på en eller anden blåøjet og naiv måde, så har jeg i store træk altid haft tillid til, at mit liv ville flaske sig, i den retning jeg ønskede det. Med en vis portion ydmyghed forstås. Og en reel viden om egne evner og formåen. Jeg er ikke en urealistisk drømmer. En drømmer måske, men for det meste med realitetssansen i orden. Jeg har aldrig været kæphøj omkring, at jeg nok skulle få det som jeg har villet have det. Men jeg har inderst inde altid vist, at jeg var mig selv nærmest og min egen lykkes smed. Det er et godt udgangspunkt at tage...
   

At blogge om ingenting…lidt for længe…?

Nå! Det skal altså ikke høre sig, at jeg er sådan én, der ikke lever op til forventningerne til sig. Måske har nogen bemærket, at der har været overordentligt stille på bloggen i de forgangne måneder. Det kunne skyldes, at jeg startede bloggen, mens jeg stadig var på barsel, og at jeg, efter at være startet på arbejdsmarkedet igen, simpelthen ikke kunne overskue bloggeriet, når jeg træt dejsede om på sofaen om aftenen. Det kunne også skyldes, at jeg har holdt sommerferie og dyrket mine unger, min mand og offlinetid. Der er i virkeligheden ret meget, der kunne være skyld i stilheden. Men den egentlige grund er selvfølgelig, at jeg – som nævnt- gerne vil...

Nogens mor

I går blev -på en sjov måde- en stor dag. En lang dag. Der var hobevis af vasketøj. Jeg råbte af børnene om morgenen. Jeg hentede sure børn om eftermiddagen. Jeg lavede “spring-over-hvor-gærdet-er-lavest” -aftensmad og jeg var i det hele taget ikke sådan rigtig overskudsmama på nogen områder. Overhovedet! Jeg skulle til et møde kl 20 og kunne godt se, da kl var 16.30 og jeg endnu ikke havde været i bad, at jeg måtte prioritere netop dette, hvis ikke jeg på mødet (som var med nogle af ældstedatterens nye klassekammeraters forældre) skulle give et noget tvivlsomt førstehåndsindtryk.. Midterbarnet ville med i bad. (Ooooooh no…… du kan tro nej, lille frøken) “Nej, tak mulle. Jeg bader selv!”...

Suk! (-ker)

I disse dage er jeg alenemor. Jeg er i bogstaveligste forstand græsenke. Min mand korrigerer dygtige golfspilleres golfslag på nogle velplejede græsanlæg sydpå og jeg holder skansen herhjemme så længe. Det er ikke det bedste jeg ved, sådan at være alene hjemme…  Men det har også visse fordele:  Hhv. 8 og 10 timers nattesøvn gør VIRKELIG meget godt for sjælen og overskuddet. … (i hvert fald når der var TOP underskud på den konto) Vi snakker desværre ikke uafbrudt nattesøvn, for når ikke det har været vågen baby, så har det været vågen, ulykkelig 5-årig med brækket arm. Men jeg har ladet hele flokken slå lejr i dobbeltsengen, så de har været indenfor rækkevidde, og jeg har...
   

8 børn, sagde du?

I går puttede jeg 8 børn! (Jamen så mange børn har vi jo slet ikke???!!!) Nix! Vi har 3 af slagsen. 3 skønne, søde, bløde, kønne, milde, vilde, overlækre børn. Hjemmelavede. Lavet af kærlighed, i kærlighed, med kærlighed. Der er simpelthen så meget kærlighed involveret. Men det er nu underordnet, i denne sammenhæng. I går var det søndag. En dejlig søndag. Jeg havde tid med mellemstebarnet, til at være nærværende kreamor og tegne/male det monster, der for tiden gør det lidt svært, at falde i søvn. Min mand (der åbenbart ikke kan få nok af græs) brugte et par timer, af sin halve fridag, på at gøre havetraktoren klar til en ny sæson. Og den dejlige...

Chock! olade…

Nu skal I høre noget sjovt. Jeg har engang hørt om en, der havde fået lov til at låne sin venindes søsters lejlighed i København nogle dage i en ferie. Det var efter sigende helt perfekt; for søsteren havde jævnaldrende børn, så der var alt, hvad pågældende familie skulle bruge af udstyr til deres børn, og jeg har hørt, at de var eldevilde over den slags feriekoncept! Men nu skal I bare høre: Konen (altså hende jeg har hørt om) blev en aften -efter at børnene var lagt – virkelig sukkertrængende, og besluttede egenhændigt (som jeg har fået det fortalt) at gå om bord i en plade meget lækker øko-chokolade, fundet i en køkkenskuffe, hvor...

Logistik-tak

I 4 ½ år har vi boet i hvad der må betegnes som vores drømmehus. Ikke i byen og ikke på landet. I en gedigen villa uden de store vedligeholdelseskrav, med en stor have som børnene kan boltre sig i, i en hyggelig landsby midt på Fyn. Da vi flyttede herud (fra lejligheden i storbyen) vidste vi godt at det ville kræve en bil nr. to. En konebil. Mors dyt. Og dét fik vi: En gammel Opel Corsa fra 1995. Nu er den død. Og hele vinteren har vi klaret os med vores – noget nyere – store, rummelige familiebil med plads til et utal af autostole på bagsæderne, barnevogne, kufferter und alles. Vi har...