Nogens mor

I går blev -på en sjov måde- en stor dag.
En lang dag.
Der var hobevis af vasketøj. Jeg råbte af børnene om morgenen. Jeg hentede sure børn om eftermiddagen. Jeg lavede “spring-over-hvor-gærdet-er-lavest” -aftensmad og jeg var i det hele taget ikke sådan rigtig overskudsmama på nogen områder. Overhovedet!

Jeg skulle til et møde kl 20 og kunne godt se, da kl var 16.30 og jeg endnu ikke havde været i bad, at jeg måtte prioritere netop dette, hvis ikke jeg på mødet (som var med nogle af ældstedatterens nye klassekammeraters forældre) skulle give et noget tvivlsomt førstehåndsindtryk..
Midterbarnet ville med i bad. (Ooooooh no…… du kan tro nej, lille frøken) “Nej, tak mulle. Jeg bader selv!” blev mit svar.
Jeg havde i forvejen placeret 11mdrsbarnet i en højstol på badeværelset, og vidste jo godt at mit mor-bad ville komme til at indeholde både “borte-tit” med bruseforhænget og noget med at sprøjte vand ud af munden, som et springvand for at holde ham stangen.
Ergo: “Nej, det er kun et mor-bad”.
Datter på tre: “Ja!!! Jeg vil også i mor-bad” (Suk!)
Herefter laaaang diskussion (Med 3 årig!!! GOD DAMN IT!!!) om hvorvidt hun kunne indgå i et mor-bad!
Enden blev (Fandt jeg ud af, da jeg stod i et øjebliks velsignet ro, med det varme vand løbende nedover mine lukkede øjne) at det kunne hun godt!
“Mor! Jeg er med i bad!”
“Gud ja, det er du også…” (lille selvafklædte, selvforvaltende, selvstændige 3års-væsen. SUK! IGEN!)
…
Men nøj, hvor vi egentlig hyggede os. Og vi var TO til at sige BØH bag forhænget, så 11mdrsbanditten var dobbelt underholdt. Jeg blev ren. 3årig blev glad.
Lær af det: Pick your battles.

Golftræneren kom hjem og puttede 2 af 3 børn. Og jeg drog af sted til møde.
Og her oprandt det store øjeblik.
Dét øjeblik, som fiktivt havde udspillet sig i badeværelsesspejlet (og mit hoved) og som blev skelsættende og afgørende, da vi for knapt 6 år siden skulle tage den endelige beslutning om, hvad vores førstefødte skulle hedde.
Jeg rakte hånden frem og sagde ordene: “Hej jeg hedder Gry! Jeg er Netes mor.”
For det ER jeg, og det var dét, jeg også kunne mærke, at jeg var, da vi havde barberet navnelisten ned til tre navne (dengang for knapt 6 år siden)
Jeg var ikke Bjørks mor og jeg var ikke Hannahs mor. Jeg var Netes mor. Det føltes så rigtigt.
I går udspillede det sig virkeligt. Jeg mødtes med mennesker, som jeg kommer til at skulle kende i de næste 10 år. Mennesker, for hvem jeg måske ikke vil være andre end “Netes mor”… Det var sjovt – det var stort.
Og hermed er fiffet givet videre… Kig dig selv i spejlet og forestil dig at du præsenterer dig selv for dit barns klassekammeraters forældre. (Altså hvis du skal navngive et barn… ellers er det bare tosset..)

Knus i forårssolen