Jeg var – i forgangne uge- ude at handle. I Fakta. Med 3 unger. Under normale omstændigheder tager jeg ikke 3 børn med – slet ikke en eftermiddag hvor jeg mangler mere end bare mælk og lidt til aftensmaden. Men sagen er, at jeg egentlig godt kan lide at have dem med. Man kan lære noget i Fakta, uanset om man er 1, 3 eller 6 år, og jeg har – til dato – aldrig måtte slæbe et skrigende barn ud af en butik, så jeg gør det en gang i mellem… tager hele flokken med. Pågældende dag var jeg dog lidt udfordret i at gennemføre læringsprocesser i Fakta. Største barn var mopset over ét...

Jeps! Så er det tid til at indføre et ny fast tilbagevendende indlæg her på bloggen. Jeg falder nemlig af og til over ord, der enten irriterer mig eller fascinerer mig. Ord der giver grimme, fjollede eller smukke associationer. Ord der ligger godt eller dårligt i munden. Ord der bliver brugt for lidt. Eller for meget. Dem vil jeg dele med jer i et – meget subjektivt – fast ugentligt indlæg. Here goes.. Ugens ord er: Rumleriller Dér lader vi det lige stå lidt… Prøv at smag på det: “Rumle-riller”… Den er god, synes jeg. Jeg faldt over det på vores sommerferie i Nordsjælland. På vejen stod et skilt, hvor der stod: “Forsøg med Rumleriller” og jeg kunne ikke lade være med...

Eller.. altså faktisk min datters kjole. Hun havde den på i dag, der var en stor dag. For det var hendes første dag i 0. klasse. Ubegribeligt, pludselig at være mor til et skolebarn. Jeg håber at hun kommer til at elske sin grundskoletid så meget som jeg elskede min. Nå men… Se min datters kjole – den er hvid som sneen… Eller… altså.. Jovist er den hvid, men det kunne faktisk have været en vældig plettet og skjoldet hvid kjole. For der har været mange 6årige fedtfingre på den. Halleluja for Vanish, opvaskemiddel, og alletiders vaskepulvre. Kjolen har en historie. Den var oprindeligt min mors tantes. Hun havde den vist som ganske ung. Herefter blev...

At være mor, er en sjov størrelse. Jeg har elsket tiden med spædbørn. Symbiosetiden. Koala-på-maven-tiden. Jeg har desperat forsøgt at inhalere hver af mine tre styks hjemmegjorte, babybløde, lune, velduftende menneskerunger, såvel som jeg har prøvet at lagre duften, mindet om duften, følelsen af den altomspændende, overrislende, ubetingede envejskærlighedsfølelse der er dét man har i den spæde start. Og jeg har haft følelsen af, at de for altid måtte vedblive at være vores små hjælpeløse unger i reden, der var 100% afhængige af os – deres mor og far. Oven i den følelse, har jeg været ellevild af begejstring over deres udvikling og helt-ind- i-marven-fascineret af, at de – trods vores gener og vores prægning...

Aldeles magisk er det i dag, at gå rundt og summe over de mange dejlige tilkendegivelser jeg modtog i går, efter at have sprunget bomben og skrevet (her) på bloggen, at jeg har sagt mit job op. Det lader til, at jeg har været meget modig. Sådan føler jeg mig slet ikke. Inte als! Jeg har tværtom stadig lidt en fornemmelse af at have stukket halen mellem benene… hvor gerne jeg end ville være powerwoman-agtig omkring det… sådan: ”KapoooooW verden, jeg har sagt op”! Sådan ville hende i leopardgamacherne have gjort. Hun ville have tygget tyggegummi, slået med nakken og været rumlende, ragende ligeglad med, om folk så skævt til hende over hendes beslutning. Men sådan...

Jeg har altid glædet mig til at blive voksen. For på en eller anden blåøjet og naiv måde, så har jeg i store træk altid haft tillid til, at mit liv ville flaske sig, i den retning jeg ønskede det. Med en vis portion ydmyghed forstås. Og en reel viden om egne evner og formåen. Jeg er ikke en urealistisk drømmer. En drømmer måske, men for det meste med realitetssansen i orden. Jeg har aldrig været kæphøj omkring, at jeg nok skulle få det som jeg har villet have det. Men jeg har inderst inde altid vist, at jeg var mig selv nærmest og min egen lykkes smed. Det er et godt udgangspunkt at tage...

Nå! Det skal altså ikke høre sig, at jeg er sådan én, der ikke lever op til forventningerne til sig. Måske har nogen bemærket, at der har været overordentligt stille på bloggen i de forgangne måneder. Det kunne skyldes, at jeg startede bloggen, mens jeg stadig var på barsel, og at jeg, efter at være startet på arbejdsmarkedet igen, simpelthen ikke kunne overskue bloggeriet, når jeg træt dejsede om på sofaen om aftenen. Det kunne også skyldes, at jeg har holdt sommerferie og dyrket mine unger, min mand og offlinetid. Der er i virkeligheden ret meget, der kunne være skyld i stilheden. Men den egentlige grund er selvfølgelig, at jeg – som nævnt- gerne vil...