At blogge om ingenting...lidt for længe...?

Life is what happens…

imageJeg har altid glædet mig til at blive voksen. For på en eller anden blåøjet og naiv måde, så har jeg i store træk altid haft tillid til, at mit liv ville flaske sig, i den retning jeg ønskede det. Med en vis portion ydmyghed forstås. Og en reel viden om egne evner og formåen. Jeg er ikke en urealistisk drømmer. En drømmer måske, men for det meste med realitetssansen i orden. Jeg har aldrig været kæphøj omkring, at jeg nok skulle få det som jeg har villet have det. Men jeg har inderst inde altid vist, at jeg var mig selv nærmest og min egen lykkes smed. Det er et godt udgangspunkt at tage med sig ud i verden, tror jeg. (Lad mig lige tilføje: Der var intet i vejen med min barndom. Det var altså ikke derfor jeg glædede mig til at blive voksen!!!!)
Ved nærmere eftertanke, så kan det godt være at realitetssansen er noget, der er kommet til senere…
Well… Som barn så jeg, når jeg lukkede øjnene og tænkte 20 år frem i tiden, mig selv stige ud af en feeeeeeeeeeed bil iført stramme leopardgamacher (mig – ikke bilen), sort stramtsiddende top, sorte stilletter, permantet hår og store mørke solbriller. (Ja, jeg er barn af 80’erne og JA jeg har set Grease 1000 gange!) Godt så: Jeg så mig selv stige ud af bilen og være sådan en, der havde totalt tjek på tilværelsen. Jeg var journalist og arbejdede på en større dansk tv station.
Sådan blev det aldrig. Jeg blev aldrig journalist, til trods for at jeg faktisk forsøgte mig med en optagelsesprøve…
…Men hun sidder nede i min mave, hende permanent-pigen, og hun er ikke forsmået over, at hendes liv ikke blev, som hun forestillede sig… For hun er udmærket klar over, at hun ville se latterlig ud i de leopardleggins.

I de forgangne 8 år har jeg arbejdet som lærer og jeg har været lykkelig for mit arbejde. Virkelig!
Jeg har forsøgt mig med stilletter på arbejde, men det fungerede bare bedst med flade.
Så blev jeg nogens mor. 3 gange sgu! Det vendte vores liv på hovedet. Og pludselig var det ikke det samme mere – at tage på arbejde. At arbejdspladsen også forandrer sig, er jo kun naturligt, men man forlader ikke en god stilling. Gør man vel? Så finder man i hvert fald noget andet først. Eller også holder man husråd (med sin mand) og beslutter sig for, at det er nu, at ungerne er små. Det er nu, at jeg vil kunne være fleksibel (når golftrænerens arbejdstider er det modsatte) og det er nu, jeg skal finde ud af (igen) om skoene skal være høje eller flade…
Så jeg har sagt op. Jeg starter ingen steder efter sommerferien. Jeg tænker tanker. Opfinder jobbeskrivelser. Undersøger muligheder. Og står ved min beslutning. Ejer den. Den var min (vores) og den var god.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

At blogge om ingenting...lidt for længe...?