Se min kjole

Eller.. altså faktisk min datters kjole. Hun havde den på i dag, der var en stor dag. For det var hendes første dag i 0. klasse. Ubegribeligt, pludselig at være mor til et skolebarn. Jeg håber at hun kommer til at elske sin grundskoletid så meget som jeg elskede min.

Nå men… Se min datters kjole – den er hvid som sneen…
Eller… altså.. Jovist er den hvid, men det kunne faktisk have været en vældig plettet og skjoldet hvid kjole. For der har været mange 6årige fedtfingre på den.
Halleluja for Vanish, opvaskemiddel, og alletiders vaskepulvre.

Kjolen har en historie. Den var oprindeligt min mors tantes. Hun havde den vist som ganske ung. Herefter blev den syet lidt om og blev, sidst i 50’erne, båret af min mor. Midt i  60’erne blev den båret af min moster og i slutningen af 60’erne blev den båret af nok en moster. Så lå den hen i 20 år og fik en renaissance i 80’erne hvor jeg bar den, i start 90’erne hvor min kusine bar den og så nok en kusine i slut 90’erne.
Min datter er 8. ejermand (pige)! Kjolen må være i omegnen af 70 år gammel!
Det kan man da kalde genbrug der vil noget!!!
Der er ikke noget “helligt” over kjolen. Det er ikke på dén måde et arvestykke, der er blevet andægtigt overbragt fra generation til genration. Det er “Tante-Herdis-kjolen” og den er ligesom bare fulgt med. Den binder på én eller anden sjov måde vi hunkønsvæsener i familien sammen. (udover alt det andet, der naturligvis binder os sammen)
Alle ejermænd (piger) har passet på den (Eller deres mødre har) men jeg ved også at den er blevet brugt: Den har været plettet. Og den har garanteret både spillet fodbold, leget i sandkasse og klatret i træer. Åh alle de historier den kjole ville kunne fortælle.
I dag var den med til første skoledag. Jeg ønsker for den at den har mange flere oplevelser til gode.

…Se vores kjole…