Om dét man siger

…Cremefraichen skulle i øvrigt have været en hytteost… Bugger.

Jeg var – i forgangne uge- ude at handle. I Fakta. Med 3 unger.

Under normale omstændigheder tager jeg ikke 3 børn med – slet ikke en eftermiddag hvor jeg mangler mere end bare mælk og lidt til aftensmaden.
Men sagen er, at jeg egentlig godt kan lide at have dem med. Man kan lære noget i Fakta, uanset om man er 1, 3 eller 6 år, og jeg har – til dato – aldrig måtte slæbe et skrigende barn ud af en butik, så jeg gør det en gang i mellem… tager hele flokken med.

Pågældende dag var jeg dog lidt udfordret i at gennemføre læringsprocesser i Fakta. Største barn var mopset over ét eller andet. Hun gad i hvert fald ikke hjælpe med at hente hverken dit eller dat!
Mindste barn var også mopset over et eller andet. Han gad i hvert fald ikke sidde i indkøbsvognen og gjorde sit til at slippe ud af denne!
MELLEMSTE BARN – tilgengæld: Aldeles hjælpsom udi at putte alverdens ting i vognen, som vi faktisk ikke skulle have.

Jeg var -i forlængelse af de tre ovennævnte ungers engagement og uengagement i handleforetagendet- ved at have liiiidt varme kinder. Min puls var fortsat ok-normal og min stemmeføring også indenfor normalen, men jeg kunne – da vi efterhånden nåede kassen – godt mærke, at mine svedkirtler -trods alt- stadig virker. Mine udfordringer er de samme, da vi når kassebåndet. Og jeg bliver – i oplægningsarbejdet – prikket på skulderen af en mandsperson, der gør mig opmærksom på at mindstemanden har tabt sin sandal i sit undslipningsforsøg. Jeg takker og fortsætter med at lægge varer på båndet med den ene arm.
Jeg sætter 1-årig ned , blot for at konstatere at han har fået nok af Fakta. Han styrer mod udgangen. Kassebåndet bugner. Vi har købt 4 bæreposer. Varerne skal ligesom I POSERNE inden vi er på vej ud… Op på armen med ham. Han leger ål! Jeg pakker. Det er svært. Han begynder at græde. Jeg kigger mig IKKE over skulderen. Skal ikke møde køens klandrende blikke; ”Hvorfor har hun 3 børn med i Fakta”, ”Styr din skrigeunge, kone” eller ”Hun skulle vist være stoppet efter nr. 2” (…)
Jeg betaler. Pakker færdigt. Hold da op. Svedkirtlerne viser virkelig deres værd. Størstebarnet himler med øjnene, da jeg beder hende om at lægge bleerne fra båndet tilbage i vognen. Mellemstebarnet stiller 5 spørgsmål oveni hinanden. Mindst!
Jeg tvinger brokkende 1årig tilbage i vognen, svinger også 3årig op i vognen, tager 6årig i hånden og siger – nærmest syngende i falset:- ”SÅ unger, så skal vi hjeeeem!!”
Jeg puster ud. Fører håret om bag ørerne og triller ud i vindfanget. Stopper. Skal lige have dankortet tilbage i pungen.
Mens vi står der – 4 stille mennesker- bliver vi overhalet af manden  – ham med sandalen. Han kunne have sagt så meget: Noget kækt, sjovt, overbærende, eller alt mulig andet.. Men det gjorde han ikke. Han smilede bare og sagde: ”Supermor”.

Om han gjorde det for min skyld, for ungernes skyld eller slet ikke tænkte over, hvad det egentlig var han gjorde, ved jeg ikke. Men det satte sig i mig. Det er god stil. Jeg blev glad! Og jeg vil huske det. Gøre det samme en anden dag. Rose nogen der trænger til det.. Det glemmer man tit. Jeg gør i hvert fald.

God søndag til dig.

(…Kan i øvrigt – som Oplysning til Borgerne om Samfundet – afsløre, at det IKKE kun tog 5 minutter i Fuckta!!)