Oh what a beautiful morning

Tit er det rigtig dejligt, når golftræneren kan nå at aflevere børnene om morgenen. For det betyder immervæk, at jeg får en væsentlig mere fredfyldt og sammenhængende morgen. En luksusmorgen. En morgen hvor jeg, når flokken har forladt skuden, faktisk kan få noget fra hånden, inden formiddagen er slut. Og ”noget” er i denne forbindelse alt fra computéring til husmoderlige pligter til egenhygiejne til planlægning osv…
Men der er nu også noget dejligt ved at være “den der er den”. Og at have tid til at være den. I dag var der f.eks. tid til at have alle tre børn med til morgensang på ældstens skole. Og det var endda en rigtig dejlig morgensamling. Og så toppede mindstemanden morgenens afleveringsrunde med at stryge lige ind til en plads rundt om bordet, i vuggestuen, sige ”HEJ” til sine venner, der sad her rundt om. Pege på sin banan. Stikke mig en trutmund og smilende sige ”Hej hej. O –aaaa”. Det betyder ”Hej hej. Goood daaaag”. Ikke, som du måske lige troede ”hej hej moar”, for knægten nægter pure at få dét ord over sine små truttede læber. Nægter! Jeg ved sgutte hvad jeg har gjort ham.
Indtil videre svarer han skælmskt ”FAR” når jeg spørger, om han kan sige mor. Den lille prutfis. Han kalder sine søstre (Nete og Mira) for Dytte og Mimi. Det er jo egentlig meget godt. Men MOR…..!!! Niksenbiksen.
Til gendgæld leger han ofte at han taler i telefon og her siger han flittigt og helt korrekt ”Gry” når han fører telefonen op til øret. [Indsæt emoji der bider tænderne sammen!!!] Det skulle vel for pokker forestille at være nemmere at sige mor, ik?
Well det kommer nok engang. Indtil da vil jeg fryde mig over denne morgenstund, hvor ungerne var glade og vinkende, og hvor jeg har en aftale, af den slags man glæder sig til, lige om lidt. I de kommende uger har vi adskillige af den slags arrangementer, hvor man skal medbringe en ret til en fælles buffet. Den første er i aften. Den slags glæder jeg mig altid knapt så meget til.
God dag, verden!