Ugens ord vol. 4

Denne lørdag morgen sidder jeg i et kort øjeblik og dvæler ved en kop kaffe… (Ov, dvæle var i øvrigt også et ret godt ord!!) Jeg nyder kaffen og træerne udenfor vinduet, hvis farver vidner om at sensommeren er ved at blive til efterår. Og det er dejligt. Kaffen smager godt og ungerne lader op til turen på golfbanen lige om lidt (den vi også tog sidste weekend, og forrige og forrige… Læs om det her!) Som jeg også tidligere har skrevet om (her), så drikker jeg ikke så meget te. Og jeg drikker ihvertfald slet ikke: Citronte der er ugens ord. Mine øjne læser ikke, at det er noget med “te.” For som regel...

Ugens ord vol. 3

Ugens ord, er faktisk sidste uges ord, men gør det ikke til et ringere ord. Tværtimod er ugens ord, der egentlig er sidste uges ord, måske grunden til at sidste uges ord blev til denne uges ord… Forvirret? 😀 Ugens ord er: Svinkeærinder Og ugens ord et yndlingsord. Både fordi jeg er ret god til netop den slags ærinder. Og så fordi det bare er et fedt ord. Som barn kendte jeg udmærket ordets betydning, jeg var nok allerede dengang god til (slem til) den type ærinder og har nok hørt  fra mine forældre, i ny og næ, at noget skulle laves “uden svinkeærinder”, men havde altså mine udfordringer med helt at forstå, hvad det...

Høne-pønemor

At være mor, er en sjov størrelse. Jeg har elsket tiden med spædbørn. Symbiosetiden. Koala-på-maven-tiden. Jeg har desperat forsøgt at inhalere hver af mine tre styks hjemmegjorte, babybløde, lune, velduftende menneskerunger, såvel som jeg har prøvet at lagre duften, mindet om duften, følelsen af den altomspændende, overrislende, ubetingede envejskærlighedsfølelse der er dét man har i den spæde start. Og jeg har haft følelsen af, at de for altid måtte vedblive at være vores små hjælpeløse unger i reden, der var 100% afhængige af os – deres mor og far. Oven i den følelse, har jeg været ellevild af begejstring over deres udvikling og helt-ind- i-marven-fascineret af, at de – trods vores gener og vores prægning...

Tak altså….

Aldeles magisk er det i dag, at gå rundt og summe over de mange dejlige tilkendegivelser jeg modtog i går, efter at have sprunget bomben og skrevet (her) på bloggen, at jeg har sagt mit job op. Det lader til, at jeg har været meget modig. Sådan føler jeg mig slet ikke. Inte als! Jeg har tværtom stadig lidt en fornemmelse af at have stukket halen mellem benene… hvor gerne jeg end ville være powerwoman-agtig omkring det… sådan: ”KapoooooW verden, jeg har sagt op”! Sådan ville hende i leopardgamacherne have gjort. Hun ville have tygget tyggegummi, slået med nakken og været rumlende, ragende ligeglad med, om folk så skævt til hende over hendes beslutning. Men sådan...

Life is what happens…

Jeg har altid glædet mig til at blive voksen. For på en eller anden blåøjet og naiv måde, så har jeg i store træk altid haft tillid til, at mit liv ville flaske sig, i den retning jeg ønskede det. Med en vis portion ydmyghed forstås. Og en reel viden om egne evner og formåen. Jeg er ikke en urealistisk drømmer. En drømmer måske, men for det meste med realitetssansen i orden. Jeg har aldrig været kæphøj omkring, at jeg nok skulle få det som jeg har villet have det. Men jeg har inderst inde altid vist, at jeg var mig selv nærmest og min egen lykkes smed. Det er et godt udgangspunkt at tage...

At blogge om ingenting…lidt for længe…?

Nå! Det skal altså ikke høre sig, at jeg er sådan én, der ikke lever op til forventningerne til sig. Måske har nogen bemærket, at der har været overordentligt stille på bloggen i de forgangne måneder. Det kunne skyldes, at jeg startede bloggen, mens jeg stadig var på barsel, og at jeg, efter at være startet på arbejdsmarkedet igen, simpelthen ikke kunne overskue bloggeriet, når jeg træt dejsede om på sofaen om aftenen. Det kunne også skyldes, at jeg har holdt sommerferie og dyrket mine unger, min mand og offlinetid. Der er i virkeligheden ret meget, der kunne være skyld i stilheden. Men den egentlige grund er selvfølgelig, at jeg – som nævnt- gerne vil...

Suk! (-ker)

I disse dage er jeg alenemor. Jeg er i bogstaveligste forstand græsenke. Min mand korrigerer dygtige golfspilleres golfslag på nogle velplejede græsanlæg sydpå og jeg holder skansen herhjemme så længe. Det er ikke det bedste jeg ved, sådan at være alene hjemme…  Men det har også visse fordele:  Hhv. 8 og 10 timers nattesøvn gør VIRKELIG meget godt for sjælen og overskuddet. … (i hvert fald når der var TOP underskud på den konto) Vi snakker desværre ikke uafbrudt nattesøvn, for når ikke det har været vågen baby, så har det været vågen, ulykkelig 5-årig med brækket arm. Men jeg har ladet hele flokken slå lejr i dobbeltsengen, så de har været indenfor rækkevidde, og jeg har...

8 børn, sagde du?

I går puttede jeg 8 børn! (Jamen så mange børn har vi jo slet ikke???!!!) Nix! Vi har 3 af slagsen. 3 skønne, søde, bløde, kønne, milde, vilde, overlækre børn. Hjemmelavede. Lavet af kærlighed, i kærlighed, med kærlighed. Der er simpelthen så meget kærlighed involveret. Men det er nu underordnet, i denne sammenhæng. I går var det søndag. En dejlig søndag. Jeg havde tid med mellemstebarnet, til at være nærværende kreamor og tegne/male det monster, der for tiden gør det lidt svært, at falde i søvn. Min mand (der åbenbart ikke kan få nok af græs) brugte et par timer, af sin halve fridag, på at gøre havetraktoren klar til en ny sæson. Og den dejlige...

Chock! olade…

Nu skal I høre noget sjovt. Jeg har engang hørt om en, der havde fået lov til at låne sin venindes søsters lejlighed i København nogle dage i en ferie. Det var efter sigende helt perfekt; for søsteren havde jævnaldrende børn, så der var alt, hvad pågældende familie skulle bruge af udstyr til deres børn, og jeg har hørt, at de var eldevilde over den slags feriekoncept! Men nu skal I bare høre: Konen (altså hende jeg har hørt om) blev en aften -efter at børnene var lagt – virkelig sukkertrængende, og besluttede egenhændigt (som jeg har fået det fortalt) at gå om bord i en plade meget lækker øko-chokolade, fundet i en køkkenskuffe, hvor...

Logistik-tak

I 4 ½ år har vi boet i hvad der må betegnes som vores drømmehus. Ikke i byen og ikke på landet. I en gedigen villa uden de store vedligeholdelseskrav, med en stor have som børnene kan boltre sig i, i en hyggelig landsby midt på Fyn. Da vi flyttede herud (fra lejligheden i storbyen) vidste vi godt at det ville kræve en bil nr. to. En konebil. Mors dyt. Og dét fik vi: En gammel Opel Corsa fra 1995. Nu er den død. Og hele vinteren har vi klaret os med vores – noget nyere – store, rummelige familiebil med plads til et utal af autostole på bagsæderne, barnevogne, kufferter und alles. Vi har...