Ugens ord vol. 5

Ugens… månedens… what ever…. Ordet er: Deleligt Ikke dejligt. Ikke delight. Ikke belejligt og ikke delelejlighed… Men tænk hvis der belejligt fandtes en dejlig delelig delelejlighed? Oh delight!!! Ud af ovenstående, tossede sætning, kan jeg udlede, at jeg – som mange andre øvede (Og det er man vel ofte som 34årig) læsere- læser ordene i helheder. Genkender ordbilledet. Man staver sig altså ikke igennem ordet længere. Det er dét, der gør en evt. oplæsning flydende; man har allerede genkendt det (de) næste ord i sætningen. Hjernen læser fremad. Det er vist ret normalt. Og derfor kunne sætningen, ved en meget hurtig skimning komme til at lyde: “Men tænk hvis der dejligt fandtes en dejlig, dejlig dejlighed? Oh...

Ugens ord vol. 4

Denne lørdag morgen sidder jeg i et kort øjeblik og dvæler ved en kop kaffe… (Ov, dvæle var i øvrigt også et ret godt ord!!) Jeg nyder kaffen og træerne udenfor vinduet, hvis farver vidner om at sensommeren er ved at blive til efterår. Og det er dejligt. Kaffen smager godt og ungerne lader op til turen på golfbanen lige om lidt (den vi også tog sidste weekend, og forrige og forrige… Læs om det her!) Som jeg også tidligere har skrevet om (her), så drikker jeg ikke så meget te. Og jeg drikker ihvertfald slet ikke: Citronte der er ugens ord. Mine øjne læser ikke, at det er noget med “te.” For som regel...

Oh what a beautiful morning

Tit er det rigtig dejligt, når golftræneren kan nå at aflevere børnene om morgenen. For det betyder immervæk, at jeg får en væsentlig mere fredfyldt og sammenhængende morgen. En luksusmorgen. En morgen hvor jeg, når flokken har forladt skuden, faktisk kan få noget fra hånden, inden formiddagen er slut. Og ”noget” er i denne forbindelse alt fra computéring til husmoderlige pligter til egenhygiejne til planlægning osv… Men der er nu også noget dejligt ved at være “den der er den”. Og at have tid til at være den. I dag var der f.eks. tid til at have alle tre børn med til morgensang på ældstens skole. Og det var endda en rigtig dejlig morgensamling. Og så...

Ugens ord vol. 3

Ugens ord, er faktisk sidste uges ord, men gør det ikke til et ringere ord. Tværtimod er ugens ord, der egentlig er sidste uges ord, måske grunden til at sidste uges ord blev til denne uges ord… Forvirret? 😀 Ugens ord er: Svinkeærinder Og ugens ord et yndlingsord. Både fordi jeg er ret god til netop den slags ærinder. Og så fordi det bare er et fedt ord. Som barn kendte jeg udmærket ordets betydning, jeg var nok allerede dengang god til (slem til) den type ærinder og har nok hørt  fra mine forældre, i ny og næ, at noget skulle laves “uden svinkeærinder”, men havde altså mine udfordringer med helt at forstå, hvad det...

Ugens ord vol. 2

Badabum. Så skal vi til det igen. Denne uges ord er sådan et der fungerer bedst mundtligt. Helt klart. Det er sådan et ord, som man snubler over, hvis man skal læse det. I tale er ordet poetisk og let. På skrift – not so much poetisk og let. Ordet er: Blegrød Hvad læste du?? Helt ærligt? Ble-grød? eller bleg-rød? Jeg læser ble-grød. Altid. Og får opkastfornemmelser. Det lyder simpelthen for klamt. BLEGRØD!!!? Måske er jeg den eneste, og så er det nok bare mig, der har haft små børn for længe..!? Ble – grød! Yaks! Det er egentlig lidt synd  – både for blegrød selv, men faktisk endnu mere for de ord, som blegrød bliver sat ved siden...

Om dét man siger

Jeg var – i forgangne uge- ude at handle. I Fakta. Med 3 unger. Under normale omstændigheder tager jeg ikke 3 børn med – slet ikke en eftermiddag hvor jeg mangler mere end bare mælk og lidt til aftensmaden. Men sagen er, at jeg egentlig godt kan lide at have dem med. Man kan lære noget i Fakta, uanset om man er 1, 3 eller 6 år, og jeg har – til dato – aldrig måtte slæbe et skrigende barn ud af en butik, så jeg gør det en gang i mellem… tager hele flokken med. Pågældende dag var jeg dog lidt udfordret i at gennemføre læringsprocesser i Fakta. Største barn var mopset over ét...

Ugens ord vol. 1

Jeps! Så er det tid til at indføre et ny fast tilbagevendende indlæg her på bloggen. Jeg falder nemlig af og til over ord, der enten irriterer mig eller fascinerer mig. Ord der giver grimme, fjollede eller smukke associationer. Ord der ligger godt eller dårligt i munden. Ord der bliver brugt for lidt. Eller for meget. Dem vil jeg dele med jer i et – meget subjektivt – fast ugentligt indlæg. Here goes.. Ugens ord er: Rumleriller Dér lader vi det lige stå lidt… Prøv at smag på det: “Rumle-riller”… Den er god, synes jeg. Jeg faldt over det på vores sommerferie i Nordsjælland. På vejen stod et skilt, hvor der stod: “Forsøg med Rumleriller” og jeg kunne ikke lade være med...

Se min kjole

Eller.. altså faktisk min datters kjole. Hun havde den på i dag, der var en stor dag. For det var hendes første dag i 0. klasse. Ubegribeligt, pludselig at være mor til et skolebarn. Jeg håber at hun kommer til at elske sin grundskoletid så meget som jeg elskede min. Nå men… Se min datters kjole – den er hvid som sneen… Eller… altså.. Jovist er den hvid, men det kunne faktisk have været en vældig plettet og skjoldet hvid kjole. For der har været mange 6årige fedtfingre på den. Halleluja for Vanish, opvaskemiddel, og alletiders vaskepulvre. Kjolen har en historie. Den var oprindeligt min mors tantes. Hun havde den vist som ganske ung. Herefter blev...

Høne-pønemor

At være mor, er en sjov størrelse. Jeg har elsket tiden med spædbørn. Symbiosetiden. Koala-på-maven-tiden. Jeg har desperat forsøgt at inhalere hver af mine tre styks hjemmegjorte, babybløde, lune, velduftende menneskerunger, såvel som jeg har prøvet at lagre duften, mindet om duften, følelsen af den altomspændende, overrislende, ubetingede envejskærlighedsfølelse der er dét man har i den spæde start. Og jeg har haft følelsen af, at de for altid måtte vedblive at være vores små hjælpeløse unger i reden, der var 100% afhængige af os – deres mor og far. Oven i den følelse, har jeg været ellevild af begejstring over deres udvikling og helt-ind- i-marven-fascineret af, at de – trods vores gener og vores prægning...

Tak altså….

Aldeles magisk er det i dag, at gå rundt og summe over de mange dejlige tilkendegivelser jeg modtog i går, efter at have sprunget bomben og skrevet (her) på bloggen, at jeg har sagt mit job op. Det lader til, at jeg har været meget modig. Sådan føler jeg mig slet ikke. Inte als! Jeg har tværtom stadig lidt en fornemmelse af at have stukket halen mellem benene… hvor gerne jeg end ville være powerwoman-agtig omkring det… sådan: ”KapoooooW verden, jeg har sagt op”! Sådan ville hende i leopardgamacherne have gjort. Hun ville have tygget tyggegummi, slået med nakken og været rumlende, ragende ligeglad med, om folk så skævt til hende over hendes beslutning. Men sådan...