Tak altså….

Aldeles magisk er det i dag, at gå rundt og summe over de mange dejlige tilkendegivelser jeg modtog i går, efter at have sprunget bomben og skrevet (her) på bloggen, at jeg har sagt mit job op. Det lader til, at jeg har været meget modig. Sådan føler jeg mig slet ikke. Inte als! Jeg har tværtom stadig lidt en fornemmelse af at have stukket halen mellem benene… hvor gerne jeg end ville være powerwoman-agtig omkring det… sådan: ”KapoooooW verden, jeg har sagt op”! Sådan ville hende i leopardgamacherne have gjort. Hun ville have tygget tyggegummi, slået med nakken og været rumlende, ragende ligeglad med, om folk så skævt til hende over hendes beslutning. Men sådan er jeg jo alligevel ikke.. helt…  Derfor er jeg så taknemmelig og glad for de mange ord, der fulgte i slipstrømmen af gårsdagens indlæg.
I går havde min lillebitte-blog-i-kæmpestore-blogland 586 sidevisninger. Og lad mig bare sige…: Det er det højeste… so far. Det er dejligt! Og fedt! Og lige til at smile over… En af planerne i den kommende tid er 100% sikkert, at fortsætte bloggeriet. Hvad end det er med 3 eller 300 læsere. Bottom line er; det gør mig glad, glad, glad.

”Winners don’t quit – quitters don’t win” sagde min sportsmand her til aften til vores ældste, da hun, efter lange forsøg, endelig fik tandpasta ud af den næsten tomme tube og udbrød: ”man skal bare ikke give op, så lykkes det!” Jeg sidder nu og overvejer, hvordan jeg får hende lært, at det er lidt det samme med ens arbejde: Man stikker ikke bare halen mellem benene, når noget er svært…
Men hey, alt er relativt, og man vinder sgu heller ikke noget ved at lade stå til…

I morgen vil jeg skrive lidt om at være en ”pylremor” og på fredag tager jeg filen fusemig til modemesse i København. And you can’t stop me! KapoooooW!