En hund efter kaffe?

Jeg er kaffedrikker med stort K! Kan egentlig godt lide te, men det er aldrig rigtig blevet noget jeg “trænger” til. Desværre! Der findes så mange spændende smagsvarianter, og det signalerer på så mange måder “velvære” og “jeg passer på mig selv-hed”. Sagen er bare den, at det nok aldrig bliver mig. I to (af tre) graviditeter, var jeg tvunget til at drikke te, fordi min krop nægtede mig at drikke kaffe, og i de måneder det stod på var jeg rystende nervøs for at min kaffelyst – oh ve og skræk – var forsvundet for altid, som min svigermor i øvrigt beretter, at det skete for hende, men jeg nød at være tedrikker, den stund det nu engang stod på. Men hvad skete der så? Hvorfor kunne jeg ikke bare fortsætte med tedrikkeriet, da første trimester (og kvalmen) var ovre? Jeg kan virkelig godt lide det jo.
Forklaringen åbenbarede sig måske for mig forleden:
Mine yndlingsdøtre har en bog. En bog med rim og remser. Og i bogen står der:
“Lis bis
katte vatte vis
katte vatte vekop
tekop tis”
!!!
Remsen ligger på mange måder rigtig godt i munden.. eller noget. Og vi har strengt taget læst den bog ret mange gange siden ældstebarnet fik den, da hun var halvandet..
Men det slår mig at remsen faktisk giver ekko i min stakkels hjerne hver (sjælden) gang jeg overvejer en kop te (..kop tis) og faktisk er det måske derfor, at jeg ikke drikker ret mange kopper te (kop tis)…!? Der bliver ligesom bare en eller anden form for ubalance, når man konstant bliver mindet om andre varme væsker, når man egentlig bare vil have sig en kop te (kop tis)
Eller er det bare mig…?