Høne-pønemor

At være mor, er en sjov størrelse. Jeg har elsket tiden med spædbørn. Symbiosetiden. Koala-på-maven-tiden. Jeg har desperat forsøgt at inhalere hver af mine tre styks hjemmegjorte, babybløde, lune, velduftende menneskerunger, såvel som jeg har prøvet at lagre duften, mindet om duften, følelsen af den altomspændende, overrislende, ubetingede envejskærlighedsfølelse der er dét man har i den spæde start. Og jeg har haft følelsen af, at de for altid måtte vedblive at være vores små hjælpeløse unger i reden, der var 100% afhængige af os – deres mor og far. Oven i den følelse, har jeg været ellevild af begejstring over deres udvikling og helt-ind- i-marven-fascineret af, at de – trods vores gener og vores prægning – er 3 små, stærke, egne individer.
Jeg er vild efter at se hvem de bliver, om 5 – 10 – 20 og 50 år.

Symbiosemoren er den pylrede mor – hende der vitterligt ikke kan overskue tanken om alt det grusomme, der venter hendes børn. Når datteren på 6, i et fortroligt øjeblik, med stjerner i øjnene, fortæller om en dreng, hun kender, så knuger det hårdt sammen i maven på pylremor, for hun kan næsten ikke rumme tanken om, at datteren –  på et tidspunkt – skal lære, at der er noget, der hedder kærestesorger. Pylremoren er hende der føler for meget. Det handler ikke om at passe på sine børn, når man er pylret. Det handler om at man tænker for meget på sine egne følelser. Tror jeg.
Når vores førstefødte var næsten 2, inden hun sov hos sine bedsteforældre uden os, så var det pylremorens behov. Ikke barnets. Eller jo, det VAR barnets, indtil barnet lærte, at mor og far faktisk kom igen, selvom de gik. Nu har hun bare i mellemtiden hygget sig med nogle andre mennesker, der elskede hende.
Dét skal man huske – når pylremor råber for højt. Det ER barnets behov at blive ved sin mor – indtil barnet lærer noget andet. Ligesom det er barnets behov at næres af mælk i det første halve leveår, indtil det lærer, at næring kan være fast føde også…
Men pylremoren bliver skør, hvis hun også er en pylremor efter barn nr. 3; Hvis hun fører hånden på sine børn i alt. Overvåger dem i alt, kontrollerer alt og bestemmer alt. Derfor er hun ikke så pylret mere. Ikke her i hvert fald. Hun er blevet lidt mere loose. Hvis ungerne spiser sukker, så brænder de det nok af igen. Hvis de ikke kommer i seng kl 19, så kompenserer de nok en anden dag. Hvis de hælder vand på bordet (for 117. gang) så tørrer vi det op igen. Og får tørt tøj på. Hvis de kravler op på noget og falder ned, (fordi moren havde brug for 3 min alene på toilettet) så puster vi og trøster og nusser og nurser. Det får vi alle sammen hår på brystet af. Eller altså… aj undskyld for dét billede.

Det korte af det lange er, at man ikke kan give sine børn kærlighed nok. Og kærlighed kommer som bekendt i mange former og afskygninger. Ungerne vil altid være vores. Det kan ingen jo tage fra os. Og kærligheden er ubetinget, uanset hvad. Det ved vores børn godt. Det skal de vide og det er et godt alternativ til symbiosen…

I weekenden skal vores uslinger (Nusling, Musling og Tusling) passes af svigermekanikken. Vi skal til bryllup. Jeg savner dem altid allerede inden vi er adskilt… og spørgsmålet er, om det nogensinde ændrer sig…?

God weekend alle mand.